Om Vinonyme – ærlig snak om vin, fra hverdagsperler til store flasker

Jeg er – ligesom dig – bare et menneske med en passion for vin. Men hvor mange ser vin som en lejlighedsvis fornøjelse, har jeg kastet mig hovedkulds ind i vinens verden og lader mig konstant forføre af dens uendelige oplevelser. For mig handler vin om at dele – om at lade smagen, historien og oplevelsen vandre fra glas til glas.

På denne blog deler jeg ærlige anmeldelser af vine fra hele verden – både vine jeg selv anskaffer, men også vine der kommer direkte fra producenter eller fra danske importører, med ønsket om at få mit besyv med. Jeg leder efter flasker, der imponerer, udfordrer eller overrasker – og altid med et skarpt blik på balancen mellem pris og kvalitet. Læs mere om samarbejde under Kontakt.

Vinens verden kan være en jungle: Hvad er virkelig godt, og hvad er bare godt markedsført? Her finder du både højdepunkter fra store smagninger, besøg hos producenter og oplevelser fra små og store flasker åbnet i hverdagen. Målet er enkelt: at inspirere dig til din næste vinoplevelse, uanset om den gemmer sig på en hylde i supermarkedet eller i kælderen hos en lille vinbonde i Bourgogne.

Point- og prisvurdering skalaer

I vinverdenen fylder pointscore systemer som Robert Parkers berømte 100-point skala meget. De fungerer som pejlemærker for både forbrugere og branchen – og derfor benytter jeg mig selvfølgelig også af dem. Min bedømmelse kombinerer point og stjerner for at give dig et nuanceret billede af vinen.

Point afspejler vinens kvalitet ud fra så objektive kriterier som muligt – fri for personlige smagspræferencer (så langt det nu kan lade sig gøre i en subjektiv disciplin)
Stjerner fortæller, hvor meget værdi du som forbruger får for pengene.

På den måde får du både en idé om vinens håndværksmæssige niveau samt om den er et fornuftigt køb til prisen.

100-Point skala

Pointene spænder selvfølgelig fra 1-100, dog oftest et sted mellem 85-100, da den samlede kvalitet af vine i dag er så høj, at det er blevet “sværere” at lave meget dårlig vin.

  • 97-100 = De ekstraordinære vine, der befinder sig i vinverdenens absolutte top.
  • 94-96 = De fantastiske vine, der giver dybere, og mere komplekse oplevelser.
  • 91-93 = De rigtig gode vine, hvor smagen er i balance og håndværket er godt.
  • 87-90 = De almindelige til gode vine, der ikke viser topkvalitet, men stadig kan give gode drikkeoplevelser.
  • 86 og ned= De vine der ikke rummer nogen særlig dybde, eller skiller sig ud som værende i negativ ubalance. Det vil være sjældent at jeg skriver herom.

Prisvurdering

Stjernerne går som udgangspunkt fra 1 til 5, men jeg har valgt at tilføje en ekstra sjette stjerne til de tilfælde, hvor jeg virkelig vil understrege, at vinen er et fantastisk køb, som man bør investere i!

  • ★ / 6 = Vinens kvalitet afspejler slet ikke prisen.
  • ★★ / 6 = Vinen vurderes som dyr i forhold til kvaliteten. Jeg ville sandsynligvis ikke købe den igen til denne pris.
  • ★★★ / 6 = Prisen afspejler kvaliteten. Det er hverken et økonomisk godt eller dårligt køb, men snarere helt fair.
  • ★★★★ / 6 = Man får virkelig meget vin for pengene.
  • ★★★★★ / 6 = Et fremragende køb. Jeg ville med garanti købe en flaske mere.
  • ★★★★★(★) / 6 = Prisen er ekstraordinært lav i forhold til kvaliteten. Jeg ville købe en kasse eller to!

English // About

Vinonyme is an independent wine reviewer dedicated to honest and accessible wine writing. All reviews and blog posts are written in Danish, but each will include an English translation at the bottom – so you can follow along no matter where you are in the world. If you are interested in collaborating, feel free to reach out through the contact form here.