Der er noget lunefuldt over Beaujolais, nu hvor vi skriver 2025. To helt modsatrettede billeder står frem i kontrast; på den ene side en region, der endelig har fået luft under vingerne som terroir- og kvalitetsleverandør; på den anden side en region, som stadig kæmper med både et gammelt image, med klimaforandringer og med spørgsmålet om hvem de egentlig taler til.
I forbindelse med Tastin’ France – Sustainability Edition 2025, arrangeret af Business France Nordics, blev der inviteret til en debat, eller nærmere en samtale, mellem producenter, importører og kritikere. For helt uenige var de faktisk egentlig ikke. I spidsen for denne granskning stod Rene Langdahl, der påtog sig rollen som moderator. Deltagende i debatten var ellers Frederik Kreutzer (ansat ved Finewines.dk, og driver bloggen Vinkreutzer), Henrik Søndergaard (Wine Manager ved Kjær & Sommerfeldt), Thibaut Jager fra Château des Ravatys og Patrice Arnaud fra Domaine Patrice Arnaud.
Dette lille skriv tager udgangspunkt i bare nogle af nøglepointerne fra debatten og forsøger at væve stemmerne lidt sammen til en lille fortælling om Beaujolais’ mulige fremtid — en fremtid med potentiale, men tydeligvis også med nødvendige valg der skal tages.
Beaujolais – åbner døre, men skaber samtidig forvirring
Ved det åbnende spørgsmål om, hvordan det lige nu står til i Beaujolais, så ryger følgende budskab prompte ud: “Folk frygter, at man får entry-level vin, når man køber Beaujolais,” siger Thibaut Jager kort og kontant. Det er ikke ment som en dom over forbrugerne — snarere et billede på, hvordan man som producent oplever, at Beaujolais’ brede omdømme stadig spænder ben for seriøs opmærksomhed. På hylderne står generiske Beaujolais, stadig side om side med de tungere, længerelagrede cru’er, samt nogle gange flasker fra den engang berømte Nouveau-fest – og det er selvfølgelig med god mening. Men for mange forbrugere er det uklart, hvad navnene egentlig dækker over, og endnu vigtigere, hvad de lover. Domen Presern, en del af publikum og dobbeltvinder af DM i blindsmagning anfægter også igennem et indspark, at stilen i Beaujolais ikke opleves særlig veldefineret – det er ikke længere til at tage et glas og på forhånd kunne sige hvad man skal lede efter i en Beaujolais.
Henrik melder sig lidt under fanen med markedsrealismen: at på det danske marked er det svært at få Beaujolais til at “stå imod” identitetsmæssigt. Nogle kunder ser kun en prisvenlig erstatning for Bourgogne; andre med “funky tatoveringer”, som han siger, vil have en helt særlig form for Beaujolais, som i de senere år også er brudt frem — friskt, alternativt, og med naturvinbevægelsens subtile uperfektheder.
Generationernes skel: gamle lærebøger vs. unge aktører
Frederik påpeger noget andet vigtigt: undervisere og på sin vis også gatekeepere (WSET-lagene) er ofte et skridt bagefter. Det betyder, at når nye tendenser opstår — lettere, lavalkoholiske stilarter, parcel-fokus, unge importører med mod på erfaringer — så når budskabet ikke altid hurtigt ud i vinkredsene. For der er måske gode ting i vente, når unge vinmagere og unge vinimportører kommer til. Det åbner jo for en helt anden debat; er vi i et generationsskifte, hvor “den gamle orden” endnu hersker, og spærrer for nytænkning. Relevant stof til eftertanke mange steder i verden. Men samtidig ser Frederik en oplagt chance for at tage sin plads: for markedet efterspørger i stigende grad lette, friske vine — stilistisk det, som Beaujolais jo altid har kunnet levere. Så hvorfor er regionen ikke frontløber? Burde den ikke være det?
Svaret er flersidet: delvist historisk, delvist praktisk. Beaujolais’ egen identitetslabyrint – Nouveau, maceration carbonique, naturvin, skygge bourgogne, cru’er og parcel-fokus. Alt dette gør kommunikationen svær. Men også klimaforandringer og økonomiske realiteter påvirker, hvad der er muligt i mark og kælder, for ikke at sige også i forretningerne, rent prismæssigt.
Håndværk, jordbund og økologisk bølge
Patrice trækker os tilbage til det fundamentale: håndværket. For ham, som vinmager i Beaujolais handler fremtiden om at levere produktet — han er vinbonde først og fremmest, og vinen skal være det gode produkt. Økologisk omstilling har været vigtig for ham, det har i området været lidt ujævnt, men er nu i høj grad på vej op igen, og jordbundsdiversiteten (især fremhæver han det oversete syd-Beaujolais’ forskellighed) giver mulighed for meget særegne, lokaliserede vine i en fokuseret og seriøs stil — også uden at skulle efterligne Bourgogne.
Denne pointe er central. For der er bred enighed om, at i stedet for at kopiere Bourgogne bør Beaujolais dyrke sin egen mikro-terroir-fortælling: niveaufokus og granulariteter, små parceller, og Gamay der viser forskellig mineralkaraktér fra granit til sandede jordlag.
Økonomi, forsyning og Crémant-fænomenet
Debatten peger også på konkrete økonomiske trends: prisspringet fra Village til Cru ligger ofte i en faktor omkring to — Thibaut nævner “ca. dobbelt” — Vi taler ca. 110 mod 220 kr flasken. Og det kunne man sige er et simpelt argument for at “premiumificere” i mangel på bedre ord, for hvad signalerer man? Samtidig er import af franske vine steget indtil 2022 og ellers faldet derefter — med undtagelse af Champagne og Bourgogne — hvilket jo sætter Beaujolais i et presset marked og den forkerte bås, sammen med bl.a. Bordeaux og Rhône som ligeledes kan siges at være i en identitetsudvikling, hvis vi ikke skal kalde det krise. Nuvel.
Et andet interessant fænomen der bliver nævnt: flere vinbønder bruger deres Gamay til Crémant, da det kan klassificeres som Crémant de Bourgogne – udelukkende som en indtægtskilde. Det er pragmatisk, og for nogen økonomisk nødvendigt. Men jeg synes det rejser spørgsmålet: hvad gør det Gamay til? Bliver Gamay reduceret til et “hjælpeprodukt” til bobler? Eller kan det være en bro til at vise kvaliteten af selve druen? Crémant bølgen kan måske købe tid og kapital, men det løser ikke Beaujolais’ identitetsopgave eller den uundgåelige klimaomstilling. Hvilket jo er hvor problemet egentlig ligger.
Klimaets skygge: alkohol, variation og valsepas
Klimaforandringer var selvfølgelig også et gennemgående punkt i debatten. Højere grader har presset alkoholprocenter op – 14-14,5 % nævnes – noget, som efter mange i salens mening ikke klæder Beaujolais’ elegante profil. Noget man skal finde ud af at komme væk fra. År med ekstrem varme og svingende udbytter betyder også, at vintage-variation bliver mere markant. Hvilket igen bringer os tilbage til hvad kan vi forvente i glasset som en konstant? Thibaut peger på nødvendigheden af identitetsskabelse mens regionen omstiller sig: og hvad indebærer det mon? Nye rodstokke, skyggetiltag, mulig revison af druesammensætning, agronomiske ændringer? Jeg er ikke eksperten, men processen er måske rigtig, omend midlerne skal findes og fastlægges.
10–15 år frem — Tre mulige veje
I debatten forsøger Rene at samle lidt op på de tre overordnede trends, som igen og igen blev nævnt: naturvin/niche med tråde til ‘Gang of 4’, carbonic-maceration-traditionen og en “mere burgundisk” stil. Hvad bør Beaujolais læne sig ind i? Skal man udnytte regionens naturlige fordel i lethed og drikkevenlighed. Som hidtil. Sælg Gamay som den elegante, lave-tannin-drue den er — til hverdagsmad, sommerservering og yngre købere. Skal man lade cru’erne blive stærkere og tydeligere i profil og pris, men bygge historien på lokaliteten? Der bliver lidt stille i panelet, og jeg stiller spørgsmålet op, hvis vi spoler tiden 10-15 år frem og sidder i salen igen. Hvad vil vi kigge tilbage på og tale om at der er sket?
Thibaut svarer ærligt: “Beaujolais skal finde en identitet.”. Og det er helt korrekt. Jeg tænker, at vi måske om 10-15 år kan se to realistiske scenarier:
1) En genopdaget Beaujolais, hvor enkelte cru’er er lige så eftertragtede som gode Bourgogne-alternativer. Hvor de står for noget særligt der tager sin plads på en højere hylde end tidligere. Hvor unge importører og specialrestauranter bygger brandet op, og hvor lav-alkohol, frisk Gamay er et eksportprodukt i vækst. Måske er et mellemstadie her, at Beaujolais vender tilbage og bliver go-to vinen når man skal have lette og friske vine?
2) Det andet scenarie er selvfølgelig, at der fortsat er stor forvirring; Gamay bruges måske mere til Crémant og bulk; klimakrise og økonomisk pres fører til tab af småproducenter eller konsolidering; folk finder deres lette go-to vine et andet køligt sted, regionen reduceres til en niche for naturvin-kredsene og billigere alternativer, måske flere sammenslutninger hvor særpræget, gud forbyde det, forsvinder.
Et kald til handling
Min læsning af debatten: der er vilje, talent og råmateriale nok i Beaujolais til at vælge den første vej — men det kræver både modige, unge producenter, skarpe importører, modige restauranter/sommeliere, og en markant kommunikationsstrategi, som kan oversætte terroir-nuancer til et internationalt sprog, der ikke hedder “mindre, billigere Bourgogne”. Alt i alt er der brug for nogen der tør – og nok egentlig mange der tør. Tør tage del i at skabe en fælles fortælling der taler lige meget til importører og sommeliers som til den nysgerrige forbruger på caféen. Det er en dynamisk udvikling hvor forbrugerne også må gå noget af vejen, for at vinmagerne kan få lov at udnytte områdets potentiale.
English //
There’s something capricious about Beaujolais in 2025. Two completely opposing images stand in contrast: on one hand, a region finally spreading its wings as a terroir-driven, quality-focused producer; on the other, a region still wrestling with an outdated image, climate challenges, and the question of who it’s really speaking to.
At Tastin’ France – Sustainability Edition 2025, organized by Business France Nordics, a debate—or rather, a conversation—was held between producers, importers, and critics. They didn’t exactly disagree, but perspectives varied. Leading the discussion was René Langdahl, acting as moderator. Joining him were Frederik Kreutzer (Finewines.dk and the blog Vinkreutzer), Henrik Søndergaard (Wine Manager at Kjær & Sommerfeldt), Thibaut Jager from Château des Ravatys, and Patrice Arnaud from Domaine Patrice Arnaud.
This piece draws on some key takeaways from that discussion and weaves them together into a reflection on Beaujolais’ possible future—a future full of promise, but clearly also of difficult choices.
Beaujolais – Opening doors, yet causing confusion
Asked about the current state of Beaujolais, Thibaut Jager didn’t hesitate: “People fear they’ll get an entry-level wine when they buy Beaujolais,” he said bluntly. It wasn’t meant as a jab at consumers, but as an illustration of how producers still feel that Beaujolais’ reputation holds them back from being taken seriously. On the shelves, generic Beaujolais sits side by side with more serious, long-aged crus—and sometimes bottles left over from the once-famous Nouveau celebration. It makes sense, but for many consumers the labels blur together, and it’s not clear what to expect.
Domen Prešern, part of the audience and a two-time Danish blind tasting champion, added that Beaujolais’ style feels poorly defined today—it’s no longer a wine you can identify just by the first sip.
Henrik weighed in with a dose of market realism: on the Danish market, Beaujolais struggles to hold an identity. Some consumers see it as a budget Burgundy substitute; others—the “funky tattoo” crowd, as he put it—seek a wilder kind of Beaujolais: fresh, alternative, and charmingly imperfect in the natural wine vein.
Generational divides: old textbooks vs. new actors
Frederik raised another key point: educators and gatekeepers (like the WSET tiers) often lag behind reality. When new trends emerge—lighter, lower-alcohol styles, single-parcel bottlings, daring young importers—they’re slow to filter through the system. But he also sees an opportunity: the market increasingly demands lighter, fresher wines—stylistically what Beaujolais has always excelled at. So why isn’t the region leading that movement? Shouldn’t it be?
The answer is layered—partly historical, partly practical. Beaujolais’ identity maze—Nouveau, carbonic maceration, natural wine, shadow Burgundy, crus, and parcel-driven focus—makes messaging difficult. Add in climate change and economic realities, and the picture becomes even more complex.
Craft, soil, and the organic wave
Patrice brought things back to basics: craftsmanship. For him, as a grower and winemaker, the future lies in delivering quality. He’s prioritized organic conversion—still uneven in the region, but steadily growing—and highlighted the soil diversity of southern Beaujolais as a source of distinctive, localized wines that don’t need to mimic Burgundy. That point resonated widely. Rather than copying Burgundy, Beaujolais should embrace its own micro-terroir story: granular distinctions, small plots, and Gamay that expresses everything from granite to sandy soils.
Economy, supply, and the Crémant phenomenon
Economic realities were also discussed. The price jump from Village to Cru is roughly twofold—Thibaut mentioned “about double,” typically around 110 versus 220 DKK per bottle. One could argue that’s a natural path toward premiumization—but what message does it send? Imports of French wines rose until 2022 but have since fallen—except for Champagne and Burgundy. That puts Beaujolais in a tough spot, lumped together with Bordeaux and Rhône, which are also navigating identity crises.
Another interesting trend: more growers now use Gamay for Crémant, which can be sold as Crémant de Bourgogne—simply as a financial lifeline. Pragmatic, yes, but it raises the question: what does that make of Gamay? Is it reduced to a “support grape” for sparkling wine, or could it showcase its versatility? The Crémant wave might buy time and cash—but it doesn’t solve Beaujolais’ deeper identity challenge or the looming climate issue.
The climate shadow: alcohol, variation, and adaptation
Climate change, of course, was a recurring topic. Rising temperatures push alcohol levels to 14–14.5%, something many in the audience felt clashes with Beaujolais’ elegant profile. It’s a problem that needs solving. Hotter years and volatile yields mean vintage variation is becoming more pronounced. Again: what consistency can consumers expect?
Thibaut emphasized the need for identity building amid adaptation: what does that entail? New rootstocks, canopy management, revising permitted grapes, agronomic change? The process may be right, but the means are still being worked out.
10–15 years ahead — Three possible paths
René summarized three recurring trends: natural/niche wines (linked to the “Gang of 4”), the carbonic maceration tradition, and a more “Burgundian” style. Which should Beaujolais lean into? Should it double down on its natural strengths—lightness and drinkability—and market Gamay as the elegant, low-tannin grape it is: perfect for everyday meals, summer sipping, and younger drinkers? Or should the crus rise in profile and price, building a terroir-based narrative? When asked what we might look back on 10–15 years from now, Thibaut replied simply: “Beaujolais needs to find an identity.” And he’s right.
Two scenarios seem realistic:
- A rediscovered Beaujolais — where certain crus are as sought-after as fine Burgundies, recognized for distinctiveness and quality. Where young importers and modern restaurants rebuild the brand, and fresh, low-alcohol Gamay becomes an export success. Perhaps Beaujolais regains its place as the go-to wine for light, joyful drinking.
- A lost Beaujolais — still mired in confusion; Gamay increasingly diverted to Crémant and bulk; climate and economic pressures driving consolidation and loss of character. A region reduced to a niche for natural wine circles and budget alternatives.
A call to action
My takeaway from the debate: Beaujolais has the will, talent, and raw material to choose the first path—but it requires courage. Courage from young producers, sharp importers, bold restaurateurs and sommeliers, and a strong communication strategy that translates terroir nuance into an international language that isn’t “cheaper Burgundy.” What’s needed are people who dare—and, more precisely, many who dare. Who take part in shaping a shared story that speaks equally to professionals and curious café drinkers. Because this is a dynamic process: consumers, too, must take a few steps forward if winemakers are to unlock the region’s full potential.